Journalistik er ikke skønlitteratur, og skønlitteratur ikke journalistik, hvilket er meget godt for begge discipliner. Det ene angår som bekendt virkelighedens sandheder, det andet fiktionens.

Der findes blandingsformer, bevares, fra Joan Didion til Jan Grarup, men oftest er disse ikke at anbefale. Spurgt mere polemisk: Findes der noget mere enerverende end en journalist, som engang har læst en halv roman og nu lyder som en skrivemaskineklaprende, whiskysippende, cigarpulsende Hemingway?