Anmeldelse: Lyksalighedens land. Harper Lees novelle- og essaysamling giver et interessant indblik i forfatterens tidlige arbejde, men kan samtidig føjes til bunken af litterære gravrøverier.
På sider af blødt papir
Lyksalighedens land. Titelnovellen i Harper Lees længe ventede novelle- og essaysamling, der udkom posthumt i sidste uge, både på engelsk og dansk, vækker, med sin umiskendelige sydstatstematik, gensynsglæde hos de af os (over 40 millioner på verdensplan), der har stiftet bekendtskab med pigen Scouts opvækst i mellemkrigstidens Alabama i en af USAs mest læste romaner, Dræb ikke en sangfugl fra 1960.
Romanen var Harper Lees første udgivelse, men tilsyneladende ikke den unge forfatters første forsøg på at udkomme. I forordet til Lyksalighedens land skriver Harper Lees officielle biografist, Casey Cep:
Del:
