Som kritiker har jeg altid svoret til en stilistisk regel, hvor jeg omtaler forfatterne ved deres fulde navn. Ikke Skram, men Amalie Skram, ikke Pryds Helle, men Merete Pryds Helle, ikke Madsen, men Svend Åge Madsen, ikke Nielsen, men Madame Nielsen (men eventuelt bare det titulære Madame). Med folk som Homer, Sofokles, Aristoteles og Epikur fraviger jeg gerne reglen, og Shakespeare uden William og Hemingway uden Ernest er også okay.

På vej fra jord til bord går en anmeldelse gennem to forædlende led, der redigerer, justerer og korrigerer. Korrekturen forholder sig til tekstens sproglige bonitet (og redder os skribenter fra diverse fadæser, for hvilket jeg hermed bukker og takker, idet jeg håber, at dette fine hverv ikke bliver tromlet af artificiel intelligens), mens redaktøren vurderer den kritiske kvalitet og skruer sektionen sammen med forkromet overblik.