Anmeldelse: Farlig mand. Medrivende beretning om den danske DDR-spion Flemming Sørensen. Dog savnes en forklaring på, hvad der drev ham til at blive landsforræder.
På den forkerte side af historien
I september 1982 tog livet en dramatisk drejning for den kendte journalist Flemming Sørensen, der havde arbejdet for Jyllands-Posten, Flensborg Avis og Danmarks Radio. I efteråret 1982 var den 50-årige Flemming Sørensen bosat i Flensborg, men ville krydse grænsen til Danmark for at deltage i sit barnebarns fødselsdag. Det blev imidlertid aldrig til noget, for ved Padborg blev han holdt tilbage af det tyske grænsepoliti.
Indledningsvis var Flemming Sørensen ikke bekymret og antog, at årsagen var, at han var et kendt ansigt i den lokale fredsbevægelse, hvor man demonstrerede mod NATO-øvelser og for at gøre Flensborg og omegn til atomfri zone. Historier om den slags myndighedschikane gik der mange af blandt aktivisterne. Det blev dog hurtigt klart, at det tyske politi havde langt mere alvorlige sager på bedding. Flemming Sørensen blev arresteret og anklaget for spionage til fordel for DDR og for at have udleveret oplysninger om militære baser og installationer. En anklage, der kunne ende med en årelang fængselsstraf, hvis han blev kendt skyldig.
Del: