Mens jeg skriver dette, står der på mit skrivebord en slank messingholder med en fyldepen i orange resin fra det fine japanske mærke Sailor: medium tykkelse, så den passer til min hånd, og med en spids i 21 karat guld. Jeg købte pennen, da jeg fik mit første lederjob, med stolt bevidsthed om, at jeg nu havde »tegningsret«, altså retten til at underskrive bindende aftaler på vegne af virksomheden.

Det tog jeg meget bogstaveligt, og jeg så for mig, hvordan min signatur skulle besegle dokumenter med lige dele værdighed og elegance. Prætentiøst? Oh yes. Anakronistisk? Ak, allerede dengang mere, end jeg kunne ane. Jeg bruger stort set aldrig den fyldepen. Og dog signerer jeg ugentligt dusinvis af kontrakter og dokumenter. Det sker bare i MitID eller Penneo, Addo, Scrive, eller hvad de nu hedder allesammen. Det er for så vidt en alvorlig sag, men der er ærlig talt ikke megen main character energy over selve handlingen. Jeg savner min underskrift. Noget er gået tabt, men hvad?