En flamsk mester. Louis Paul Boon havde tænkt sig at skrive en almindelig roman om en ærgerrig arbejderkvinde, men endte heldigvis med at skrive en eksperimentalroman om snart sagt alt.
Ondines drømme
Louis Paul Boon (1912-79), som jeg indtil for nogle uger siden slet ikke kendte, betragtes almindeligvis som det flamsktalende Belgiens vigtigste moderne forfatter, og hans virtuose eksperimentalroman Kapelgade fra 1953 betragtes almindeligvis som hans hovedværk. Jeg har netop – under en ekspedition til forfatterens fødeby, Aalst – læst den i Miriam Boolsens velklingende oversættelse og kan kun give de flamske kritikere ret: Dette er mesterligt.
Som barn under Første Verdenskrig så Boon en tysk soldat skyde en belgisk fange, og måske var det denne brutale oplevelse, der gjorde den opvakte søn af to fattige arbejderforældre til forfatter. Sit litterære gennembrud fik han i hvert fald med en bog om krigens væsen og uvæsen, som han arbejdede på under Anden Verdenskrig, og som udkom i 1947. Han havde tænkt sig, at den skulle være fuld af håb om en ny og fredelig verdensorden. Men under skrivearbejdet svandt hans optimisme ind. Og derfor kom Min lille krig, som bogen endte med at komme til at hedde, ikke til at handle om belgiernes heltemodige modstandskamp mod tyskerne, men derimod om alles smålige kamp mod alle.
Del:
