Biologisk set. Mennesket er ikke spor intelligent designet, vi er en lappeløsning. TV 2-biologen Anders Kofoed har skrevet en stærkt underholdende bog om artens forcer og dårskaber.
Om kyssets oprindelse
Anders Kofoed er biolog og TV 2s faste naturformidler, og sådan et visitkort forpligter – underholdning må være garanteret, og den leverer Kofoed i Meningen med livet.
Tonen er lidt overfrisk indimellem: »Men før vi når så langt, skal du lige fødes, og det bliver dæleme ikke sjovt. Hverken for dig eller din mor.« Men ellers er bogen en fængslende gennemgang af menneskets liv fra befrugtning til død – »og lidt efter«. Det sidste handler ikke kun om et eventuelt efterliv, selvom forfatteren mener, det er o.k. at tro på noget, for »troende har gennemsnitligt et bedre helbred fysisk såvel som psykisk«. Men også om hvor svært det er at definere, hvornår man er død. Den del er ikke for sarte nerver, for der er mange måder at dø på – hjernedød, åndingsophør, dødlignende koma. Men havner man i iskoldt vand, kan man overleve op til seks timer som »død«, hvis det er en trøst.
Del: