Ufomani. I seks årtier har Bo Bjørnvig haft blikket rettet mod himlen. Nu er resten af verden også begyndt at kigge op. Hvorfor har vi pludselig fået ufoer på hjernen – og hvad er det, de gør ved os?
Et liv med UFOer
Ufoer gør noget ved folk. Som den amerikanske astronom J. Allen Hynek skrev tilbage i 1980erne, så har udsigten til at møde ikkejordiske intelligente væsener det med at »overophede menneskets mentale kredsløb og sprænge sikringerne i sindets beskyttelsesmekanismer.« Jeg har selv oplevet om ikke sprængte sikringer, så overophedede, for tanken om, at vi ikke er alene, er fascinerende og rystende. Ja, man kunne med god ret sige, at jeg er inhabil, når det gælder ufoer, for jeg har været optaget af dem hele mit liv. Men det betyder også, at jeg kender mine lus på travet.
Min egen ufovækkelse indtraf, da jeg var 16 og i sommerferien faldt over en engelsk paperback med titlen The Report on Unidentified Flying Objects, skrevet af den amerikanske officer Edward Ruppelt, der i mange år ledede det amerikanske militærs første ufoindberetningskontor, Project Blue Book – og i øvrigt fandt på udtrykket »ufo«. Jeg lærte engelsk i løbet af de uger, det tog mig at kæmpe mig gennem bogen, som i dag regnes for en klassiker.
Del:
