Podcast. Flyvende tallerken er et besynderligt aktualitetsprogram, der bidrager med et åbent og blødgørende blik på vores hårdt optrukne samtid.
Ufo-nyt
Der findes dem, der ønsker at besøge det ydre rum, og så findes der dem, der bare går og venter på selv at blive besøgt. Frederik Dirks Gottlieb, vært på podcasten Flyvende tallerken, føjer sig til sidstnævnte gruppe. Da Pentagon sidste år offentliggjorde tre videooptagelser af uidentificerede flyvende objekter fra henholdsvis 2004, 2014 og 2015, foreslog han DR at lave et ugentligt ufo-program. Det takkede de ja til, og det er alt andet lige værd at bemærke, at Flyvende tallerken er en DR-podcast – og altså ikke laves af en enkelt optændt personage i en kælder med et snavset væg til væg-tæppe. Der findes mange fordomme om folk, der tror på ufoer. I populærkulturen er ufo-entusiasten måske bedst personificeret i FBI-agenten Fox Mulder, der gennem ni sæsoner af den store 90er-succes Strengt fortroligt bevægede sig tættere og tættere på den sandhed, som seriens motto fortalte os, var derude. Men han var også, til spot og spe, blevet gemt godt af vejen nede i FBI-hovedkvarterets kælder, og i seriens første afsnit blev han tildelt en ny makker i den rationelle medicinuddannede Dana Scully. Hun skulle ganske enkelt sikre sig, at Mulder ikke kom for godt i gang.
Frederik Dirks Gottlieb har også sat en forsker i stævne og fået astrofysiker og planetforsker Anja C. Andersen med som medvært.
Del: