Det må sgu da være hinsides dybt irriterende for lyriske kolleger, at Harald Voetmann, født 1978, efter at have etableret sig som en af sin generations alleroriginaleste og -betydeligste prosaister med den historiske kortromantrilogi Vågen, Alt under månen, Syner og fristelser, 2010, 2014, 2015, pludselig synes, at han også skal være poet, og lige så brandgod til at været poet, som han er til at være prosaist, og så faktisk være lige så brandgod, med først det upåagtede museumskatalog Tingtale, 2017 (genudgivet 2020), derpå rekviemmet amduat. En iltmaskine, 2018, og nu Hetærebreve, der er helt overdrevet blæret på den mest underlige, punkede, flaksende facon.

Her er lettere vilkårligt et af de 34 selvstændige digtafsnit i den første af bogens fem sektioner, »Agermåne ormeanemone«, der også er det formelt/metrisk og retorisk mest afslappede, fordi det er en slags (okay disciplinerede) frie vers, Voetmann benytter sig af. Altså ved siden af den hardcore-systemiske disciplinering, som samtlige sektioners ellers vidt forskellige former er underlagt: I et såkaldt akrostikon at lade forbogstaverne stave det samme oldgræske imperativ, »akolouthi« = »følg mig« (»På Louvre findes en terrakottafigur, fra det 2. årh., der skal forestille en prostitueret kvindes sko. En hetæresko, inventarnummer mnb 468. På sålen står et græsk ord, hamret ind med stålnagler, så det kunne læses i fodaftrykket«), for det meste forfra, men også bagfra, se bare: