Den amerikanske litteraturkritik har trange kår, hvis man skal tro redaktørerne for magasinet n+1. Men den transatlantiske afmatning af kritikformen skyldes ikke mørkemænd, der indskrænker det frie ord, det er derimod anmelderstanden og deres redaktører, som svigter deres læsere: »Læseren vil have ærlige roman-anmeldelser; i stedet får han hype og en svimlende, uhyrlig, forvirrende overflod af tillægsord.

Han vil have seriøs litteraturkritik af romaner; i stedet får han nedladende vurderinger af æraen, hvori disse romaner bliver skrevet, som, ved evindeligt at diskutere de samme fem romaner, kun bekræfter læserens frygt for, at litteraturen har nået det punkt på sin lange, langsomme rute mod udryddelse, hvor dens genpulje er blevet for lille til at være bæredygtig,« skrev redaktørerne af n+1 for nylig i en leder. Og hvad er så ifølge dem årsagen til hele miseren? At den amerikanske boganmeldelse er blevet anmelderens audition til noget bedre – om ikke andet så en bedre løn.