Kommentar. Regering, biblioteker og boghandlere brander litteraturen som nationalt våben og værn i en turbulent verden. Men det får man ikke gode bøger ud af.
Norgeseffekten
I denne uge offentliggjorde Kulturministeriet en litteraturhandlingsplan, der sikrer 60 millioner kroner til initiativer, der skal »styrke børn og unges læselyst og sikre, at dansk litteratur kan blomstre«. Pengene, som strøs over perioden 2026-29, skal gå til produktionsstøtte til bøger, der har svære kår digitalt – faglitteratur, poesi og tegneserier – samt en øgning af legatstøtten til tegneserieskabere og illustratorer. Og så handlingsplanens store nummer: fem millioner øremærket til et Tegneseriens Hus, en art »videncenter for læselyst og tegneseriekunst«.
Sammen med den meget omtalte afskaffelse af bogmomsen tegner den nye plan billedet af en regering, der nærer et oprigtigt ønske om at styrke om ikke litteraturen, så i hvert fald »læsekulturen« med kulturminister Jakob Engel-Schmidts ord. Øverst i mandagens pressemeddelelse nævnes desuden – som en slags trompet for de nye tider – at der er »afsat penge til at forbedre litteratureksporten«. Formuleringen afslører handlingsplanen som et eksempel på tidens iver efter at spænde litteraturen for samfundsingeniørens vogn. Bøger skal ikke længere bare være gode, nej, de skal brande nationen, ruste os mod verdens farer, redde vores børn og forebygge mistrivsel. De skal tjene et politisk formål, og det får man næppe god litteratur ud af.
