Søskendekærlig. Kristoffer Flakstads bog om Norge er en udmærket indføring i norsk historie og samfund for den, der først og fremmest forbinder landet med ski, olieindtægter og overstadigt berusede fjeldaber.
Norge for dummies
Det er selvfølgelig udsøgt ondskabsfuldt at bede mig om at anmelde Kristoffer Flakstads bog om Norge. Som nordmand tilhører jeg ikke målgruppen, men alligevel havde jeg svært ved at sige nej til opgaven, for er der noget, vi nordmænd aldrig kan få nok af, er det at høre, hvad andre mener om os. Især hvad danskere måtte mene om os. 400 års lillebrorkomplekser hænger stadig ved.
Selv om søskendekærligheden i højeste grad er gensidig, er interessen for de interne forhold det ikke, og det er netop Flakstads begrundelse for at skrive en introduktion til Norge. Hvor Suzanne Brøggers overskudsagtige Omelette norvégienne (2018) bygger på hendes rejser og møder med mennesker i Norge og desuden oprindeligt var et bestillingsværk tiltænkt et norsk publikum, er Den danske bog om Norge hovedsageligt en historiebog skrevet for et dansk publikum. Flakstad beskriver samvittighedsfuldt norsk historie og samfundsudvikling fra 800-tallet og frem til vor tid med fokus på fælles historie og fikspunkter, som der jo er mange af. En union, der har varet i 400 år, sætter sine spor, også psykologisk.
Del: