Selvdyrkelse. Andrea Hejlskov er ude i et sympatisk ærinde, når hun i sin nye roman slår et slag for asatroen. Men bogen er for lang og alt for imponeret af sin egen forfatter.
Vølvens klagesang
Nogle bøger kommer med deres egen lakmusprøve – en replikudveksling, et afsnit eller enkelt linje, der er så sigende for resten af værket, at man ved blot at læse det koncentrat kan afgøre, om man er inde eller ude.
Vølve, vil jeg påstå, indeholder sådan en lakmusprøve. Den falder i starten af bogen og er en dialog mellem hovedkarakteren og hendes tredje mand, Jeppe, der sammen med to af deres fire børn er flyttet ud i den svenske vildmark, hvor de ikke rigtig orker at være alligevel, så hovedkarakteren får lidt ud af det blå lyst til at tale om, at shamaner (åbenbart) får en oplevelse af bogstaveligt talt at falde fra hinanden på deres vej mod at blive shamaner: »’Jeg tænker så meget over det med shamansygen,’ fortæller jeg ham. (...) ’Det jeg bare ikke forstår,’ siger jeg ’er hvorfor der skal være så meget lidelse involveret. Hvorfor skal det være så smertefuldt?’ Han puster røg ud og op mod loftet. ’Vi er de rodløse træer,’ siger han så. ’Jeg ville ønske, jeg havde haft en ældre,’ (en der kan oplære hende i asatroen, red.) svarer jeg, og på den måde hænger vores samtaler ikke rigtigt sammen for tiden.«
Del:
