Anmeldelse. Beate Grimsruds roman om den brystkræft, der til sidst slog hende ihjel, er lige så vidunderlig, som den er underlig. Med humor, magisk tænkning og kærlighed giver hun sprog til det meningsløse og mareridtsagtige.
Kræft som i eventyrene
Det var Susan Sontag, der i Illness as Metaphor bemærkede, at vi allesammen er født med dobbelt statsborgerskab til henholdsvis de raskes og de syges rige, og før eller siden ville begge pas uvægerligt komme i brug. Hun dvælede imidlertid ikke ved det faktum, at de syges rige er en uigennemskuelig tågedis for de raske, og ej heller observerede hun, at hvis du først har været dér i tågedisen – i sygdommens rige – så forlader du det aldrig rigtigt igen. Medmindre du rejser på turistvisum med en let forkølelse eller en forbigående allergi, så får du et stempel, det ikke går at viske væk. Susan Sontag skrev også, at sygdom ikke fungerer eller ikke bør fungere som metafor, men intet sted beskæftigede hun sig med sygdommens egnethed som eventyr.
I Jeg foreslår at vi vågner sker der netop dét: Sygdommen – i dette tilfælde et brystkræftforløb – bliver en eventyrlig færd ind i tågedisen. Ikke eventyrlig som i rosenrød, heltemodig eller med en lykkelig slutning, men eventyrlig som de gamle Grimm-eventyr: magisk, morbid, grænsende til det absurde, og med dyr, der taler.
Del:
