Anmeldelse: Stue 6. I sin allerbedste tragikomiske novelle forudså den russiske læge Anton Tjekhov alskens ulykker. Ikke mindst dem, der kan ramme en flittig læser og dagdrømmer. Man græder og ler, mens man læser.
Nærsynede antihelte
Man skulle tro, han havde levet dobbelt så længe. Men den livskloge russiske læge og forfatter Anton Tjekhov var faktisk kun 32, da han i 1892 skrev sin allerbedste og for nylig smukt nyoversatte novelle: den absurd-realistiske Stue 6 om lægen Andrej Jefimytj Ragin, der efter et psykisk sammenbrud bliver indlagt på sit eget lille hospital et sted i det vidtstrakte zarriges udkant.
I 1892 var der stadig tre år til, at brødrene Lumière i Paris foranstaltede den første filmforevisning nogensinde. Men i Moskva må Tjekhov have haft en forudanelse om de nye måder at fortælle historier på, som filmen ville muliggøre. På novellens første sider lader han i hvert fald på forbløffende filmisk vis vores blik glide gennem et hospitals snavsede baggård og ind i den lige så snavsede stue 6, hvis fem psykiatriske patienter vi så får lov til at studere i closeup en efter en.
Del:
