Storrhedsvanvid. Nanna Storr-Hansens nye digte lader en bæredygtig småbørnsfamilie fræsende formulde og genopstå igen som vitale anti-fugleskræmsler.
Mosefunderinger de luxe
Det fedeste og vigtigste ved Nanna Storr-Hansens nye, fjerde digtsamling, Bøgetid, der klart bør blive hendes poetiske gennembrud, må være den energiske autoritet og autoritative energi, hvormed den er skrevet, og denne autoritets klokkeklare karakterfuldhed. Det hvirvler og roder og kager afsted i pludselige skred mellem et socialrealistisk leben med mand og graviditet og en lille pige – kronologien er, så vidt jeg kan overskue, slået helt i smadder – i en boligblok midt på Lars Tyndskids marker og nogle indre og ydre, både visionære og helt konkrete, krops- og naturforankrede, dybtklingende rum.
Men denne hvirvlen og roden og kagen sker uden tøven, med en viljestærk nysgerrighed, som om digteren igen og igen overrasker sig selv med, hvor ekspansivt et digt kan drives til at blive. Jeg vil begynde med at citere et komplet uimodståeligt digt kaldet »Varsel«, der udfolder et zoologisk mylder, der bliver helt H.C. Andersensk, også i sin dobbelthed af idyl og lurende katastrofe:
Del:
