Syposer. Marie Riegels Melchior fører kyndigt den danske modehistorie op til vor tid med oplagte stop hos Margit Brandts design, dronning Margrethes legendariske gallakjole og Saga Mink, ære være dets minde.
Figenblade og faldskærmsstof
Efter endt læsning bliver dragterne og kostumerne tilbage. I Moden i Danmark gennem 400 år bliver de hippe modefotografer og klassiske maleres forevigelse af menneskeskæbner på slot og i vrå udbygget med kyndige beskrivelser af hver en klud, som de afbildede står model i, og undervejs genopstår syposer fulde af glemte ord, fra fadermordere, en slags herrehalsbind, til Allongeparyk.
En sådan lang, krøllet hårpragt fremviser Christen Skeel, kaldet »Den Rige«, i bind 1, hvor han er foreviget på et imposant dobbeltportræt med sin brud fra midt i 1600-tallet. Ifølge baroktidens sædvane er fruen mere beskedent udstyret i en sort kjole med stive manchetter over de posede ærmer og »eget hår« end sin bombastisk udstafferede ægtemand. Just hjemvendt fra dannelsesrejse til modens højborg Paris er husherren iklædt Versaillesfahigt hoftøj med daskeklud og fint hvidt linned under sort kjol til stramme, guldindvirkede bukser og kravestøvler med kanoner, det vil sige linnedindsats og høje hæle samt passende storladent ansigtsudtryk. Klæder skaber folk, og moden ændrer sig i takt med samfundets forandringer. At maskulin barokstil med rødder i renæssancen stammede fra det papistiske Frankrig, vakte kirkens forargelse i det protestantiske Danmark. Et pift af skandale har til alle tider bibragt moden ekstra pirrende blikfang.
Del: