Anmeldelse: Vrageren. Norske Lars Saabye Christensen leverer et gigantisk og rørende punktum for et forfatterskab, som forhåbentlig heller ikke denne gang er slut.
Mesterlig livsarabesk
Det er på én gang vanskeligt og let at forklare, hvad Lars Saabye Christensens seneste roman Vrageren handler om. På den ene side om alt, hele livet, alting, alle mennesker til alle tider, men fortalt i én eneste bog. På den anden side handler den om etik, æstetik, om at være forfatter, om udspring fra timetervippen, om sygdom, om jødedom, om alderdommen, om døden. Den handler om at gå til i druk, om at vokse op som barn i 1960erne, om at overleve coronatiden, om at blive et menneske, om at beskrive et menneske. Den handler ganske simpelt om det hele – men fortalt i en knopskydende detaljerigdom og en spraglet mangfoldighed, som er decideret svimlende.
Vi taler kort sagt om over 700 sider, der på én gang er letlæste og fulde af eksistentiel tyngde. En moppedreng, der både er fin romankunst og slet skjult selvbiografi, alting og altid foldet ind i sig selv, så det bliver en enhed, et hele, et noget. Der optræder en vigtig ravklump i historien, og heller ikke dét er for sjov.
Del:
