Af og til kan det være lige så fantastisk at forestille sig skønlitteratur som at læse den. Som teenager brugte jeg timer på at lade mine øjne vandre ned over det lange appendiks til Harold Blooms The Western Canon, hvor den belæste nestor oplister hundredvis af værker fra antikken og frem, der i hans øjne udgør højdepunkterne i Vestens litteraturhistorie. 

En af de forfattere, der fortryllede mig mest, var Tommaso Landolfi (1908-79). Alene navnet – Landolfi – lød som en komisk variation over hans samtidige kollega, adelsmanden Lampedusa.