Når som helst jeg hører nogen beklage sig over den danske samtidslitteratur, mærker jeg et stik af forlegenhed på deres vegne. Det er tydeligvis bare dem, der ikke læser nok. Jovist kan man forledes til at tro, at vi befinder os i et autofiktivt hængedynd, hvis man kun orienterer sig snævert i de forfatterskaber, der giver anledning til debat, men sandheden er, at der selv inden for vores lille sprogområde bliver skrevet flere gode bøger, end der er tid til at læse dem i. Utålmodigt ulæst står i min bogreol eksempelvis (i vilkårlig rækkefølge): Anne Lise Marstrand-Jørgensens gendigtning af Det Gamle Testamente Under solen, Mette Moestrups skjoldbrusk-digtsamling Butterfly Nebula og debutant Signe Kierkegaard Cains boliglånsgyser Grundskyld – allesammen fra det forgangne år.

Af samme grund skulle man være et forkælet skarn, hvis man havde lyst til at rejse en decideret kritik eller bringe en decideret efterlysning, men drømme, ønske, fantasere: Det må man jo altid. For mit eget vedkommende drømmer jeg om, at forlagene tør gøre bedre plads til to genrer, der er notorisk profitfattige: essayet og science fiction-romanen.