Der var ingen tvivl om det glade budskab i Bogpanelets årsrapport, der udkom kort før jul: »Den fysiske bog har tilsyneladende ikke tænkt sig at kapitulere i kampen mod den digitale udvikling,« hed det i Ritzaus telegram. Mens boghandlerne kan melde om 8,5 procents opgang i salget mellem tredje kvartal 2022 og andet kvartal 2024, ligger folkebibliotekernes udlån på det højeste niveau i ti år: 32 millioner udlån af trykte bøger, lydbøger og e-bøger.

Hvad der umiddelbart lød fantastisk, kom imidlertid med betydelige modifikationer. For i rapporten, der på baggrund af Nationalbibliografien har knust de litterære tal for 2024 (2025 er endnu ikke opgjort) og med egne ord »kortlægger litteraturens vilkår i Danmark«, kan man læse, at antallet af førsteudgaver af dansksprogede trykte bøger, e-bøger og lydbøger er faldet med hele 16 procent på bare ét år. Så på den ene side er bogsalget og -udlånet på himmelfart, imens antallet af nye titler på den anden side styrtdykker. Hvordan hænger det lige sammen?