Too real. Marcel Proust er en perfekt guide til den overophedede verden, som udfolder sig i de mange real housewives-show. Og omvendt bekræfter de hans fortsatte relevans. For ak, den status, den status – stadig lige så smertelig svær at værne om som i Paris omkring år 1900. Med Proust i Beverly Hills
Med Proust i Beverly Hills
Der er ingen ende på Proust. Her i 150-året for hans fødsel er der for længst et omfattende bibliotek, som udforsker alt fra de mest personlige detaljer i hans liv til hans forestillinger om tid eller hans politiske rolle midt i Dreyfus-affærens Frankrig. Med Alain de Bottons nyklassiker How Proust Can Change Your Life fra 1997 blev Proust også til selvhjælpsremedie, men mens den psykologiske, poetiske og filosofiske side af Proust har fået stor opmærksomhed, har der været langt mindre interesse for Proust som sociolog og antropolog på undercover-feltarbejde i hans eget mondæne parisermiljø. Det er synd, for Marcel Prousts ofte svidende satiriske observationer kan elegant overføres til nutiden og i særdeleshed til de stræbsomme, nyrige miljøer, som fascinerer så meget.
Det kan være svært at forklare den tiltrækning, som realityshow som The Real Housewives eller Keeping Up with the Kardashians udøver på én – men Proust kan hjælpe. Siden den amerikanske tv-kanal Bravo i 2006 opfandt konceptet real housewives som virkelighedens modsvar på den dengang populære fiktionsserie Desperate Housewives, har man kunnet komme indenfor i stenrige og evigt stridsomme kvinders liv i blandt andet New York, Atlanta, Washington, Beverly Hills og senest Dallas, Miami og Salt Lake City. For hver sæson skiftes der lidt ud i grupperne af kvinder for at sikre dynamikken; de castes for deres karisma og drama queen-talenter, og man kan med en vis skadefryd konstatere, at rigdom ikke behøver at kræve hverken intelligens ellers sociale færdigheder. Man ser det hele: deres mest rørende og mest frastødende sider. På det punkt ligner de faktisk i forbløffende grad Prousts figurer, hvis væsner er evigt fluktuerende.
Del: