Et nytårsforsæt er som bekendt en økse, man fastgør i et mølædt reb fra et fugtramt loft nøjagtig over sit hoved på årets sidste dag, og som formentlig gør sit fatale (ud)fald i løbet af de kommende 12 måneder.

Så sidder man dér i sin favoritlænestol en tirsdag aften i oktober, mens man pludselig mærker det kileformede jernhoved skære sig vej gennem kraniet for siden at kløve resten af kroppen: Nåh, det blev så heller ikke i år, at jeg tabte ti kilo; fik skrevet den bog; lærte at græde; afmeldte Netflix.

Lige så modbydelig denne følelse af selvskade måtte være, mindst lige så tarveligt er det imidlertid i første omgang at ophænge en sløv økse; et håndværktøj, der selvom reb og loft skulle give efter, ikke ville være i stand til at forvolde nævneværdig skade.

Asker Boye skriver om sine nytårsforsæt, både de private og på avisen. Arkivfoto: Kristian Djurhuus, Scanpix. 
Asker Boye skriver om sine nytårsforsæt, både de private og på avisen. Arkivfoto: Kristian Djurhuus, Scanpix. 

Sådanne sløve økser findes der mange af. De består i verbalt vage formuleringer som disse (alle plukket fra Facebook i december):

»Jeg vil øve mig på at blive en lidt mere nærværende far. Et nytårsforsæt?«

»I 2026 vil jeg blive bedre til at lade tvivlen komme mine kritikere til gode.«

»Når vi skriver 1. januar, er det slut med smøgerne i arbejdstiden (dog vil jeg stadig have lov at festryge).«

Lidt mere nærværende!? Festryge?! Det må vist siges at være en magelig retorik, der tjener til at udbedre ulykken allerede på forkant. En fej sproglig airbag, ingen kan være tjent med. Næh, gå nu hele vejen. Sats med risiko for tab og selvforagt. Og ja, jeg går gerne forrest her:

I 2026 vil jeg i denne avis afholde mig fra at benytte adjektivet (men ikke substantivet) »vedkommende« i mine teateranmeldelser, mens jeg i bogsektionen agter at anmelde mindst tre bøger, der hverken er dansk- eller engelsksprogede – og så jeg vil i mine sportsartikler undgå overhovedet at nævne ekslandstræner Kasper Hjulmand og hans misgerninger.

Det sidste bliver afgjort det mest vanskelige, og jeg har allerede fortrudt dette forsæt. Men sådan bør jo denne (tids)bundne opgave være: strabadserende. Jeg håber, I vil læse med, og skulle jeg fejle, tøv da ikke med at skrive til mig på min mailadresse, som findes på avisens hjemmeside.

Godt nytår!