Man gjorde en superskurk fortræd

Hvordan anmelder man Superskurk om psykisk sygdom, skrevet af en, der har kæmpet med psykisk sygdom – uden selv at blive en skurkagtig anmelder? For kan man gå hårdt til noget, der er skrøbeligt, også selvom det er gået i stykker som værk? Svaret må være ja, selvom Anna Juuls budskab er væsentligt, og selvom man undervejs morer sig skamfuldt over metaironiske formuleringer som »der bor en deprimeret pige i mig, som ikke vil dø«. En ekstra gennemlæsning gjorde mig kun endnu mere skuffet over, at romanen lader sig selv i stikken.

»Jeg fødes den 28. december 1992. Jeg skriger ved min ankomst, som børn skal, jeg fortsætter med at skrige, som børn ikke skal,« lyder anslaget og dermed begyndelsen på en tirade om forfatterens iboende ondskab, der skal forklare titlen. Men hurtigt opdager man, at der er meget lidt superskurk over forfatteren, som er i gang med at arrangere sin 30-års fødselsdag og nu gør status på sit liv.