Den russiske komponist Modest Petrovitj Musorgskij er særligt berømt for sin klaversuite Udstillingsbilleder fra 1874. Her laver han en musikalsk gennemgang og fortolkning af ti ud af 400 af arkitekten og maleren Viktor Hartmanns udstillede malerier på Det Kejserlige Kunstakademi i Sankt Petersborg i anledning af billedkunstnerens pludselige død.

Klaversuiten er et hovedværk inden for det særlige kunstgreb, man med en fagterm lånt fra psykologien sommetider kalder for synæstesi. Begrebet dækker over, at forskellige sanseverdener bringes sammen i værket, som forsøger at beskrive berøringer som farver eller lyde som billeder eller dufte som ord. Et eksempel på det sidste er den tyske forfatter Patrick Süskinds forrygende historiske roman Parfumen fra 1985, hvor ubeskrivelige dufte trodsigt omsættes i ord.