Luftmennesker

77-årige Karsten Sand Iversen har brugt det meste af sit liv på at oversætte og skrive om litteratur. Stendhal, Musil og Joyce er blandt de sværvægtere, han har taget kærligt livtag med. Virginia Woolf er hans elskerinde i ånden. Hvad mange af os læsere især elsker ham for, er imidlertid hans eminente evne til at finde glemte mestre frem fra litteraturens støvede kælderrum, pudse dem af og præsentere dem for os i et nyt lys. For nogle er han også en slags mentor. Med sin essaysamling Skyggebiblioteket fra 2002 inspirerede han en hel generation af forlæggere, oversættere og skribenter til selv at gå ned i arkiverne og grave litterært guld fra den mellemeuropæiske mellem- og efterkrigstid frem. Uden det puf, han dengang gav dem, ville vi sikkert være gået glip af adskillige af de senere års berigende genopdagelser.

LACRIMAE RERUM, tingenes tårer, hedder med et citat fra romeren Vergil Sand Iversens seneste og hidtil mest ambitiøse essaysamling. Det første af de tre hver især mere end 100 sider lange, labyrintiske og knopskydende essays, som bogen består af, er helliget den legendarisk fåmælte Abraham Sonne, der blev født i 1883 i den polske by Przemyśl og døde i Jerusalem i 1950. Han, hvis virkelige navn var Avraham Ben Jitzhak, drømte straks fra starten af sit forfatterskab om at afslutte det. De tre-fire digte, han lod trykke som 20-årig, var så spagfærdige, at de træer og stier, han skitserede i dem, knap nok kunne skimtes på det papir, de blev trykt på. Ikke desto mindre tog man begejstret imod dem, især i zionistiske kredse, hvor man udråbte ham til en genial fornyer af det bibelske sprog, man håbede at kunne tale i det hellige land. Men ak: Første Verdenskrigs grusomhed fik ham til at miste troen på litteratur. I samtlige mellemkrigsår sad han som en gådefuld sfinks i et hjørne på Café Museum i Wien. Unge litterater bejlede til hans gunst, men han var kendt som Sonne: den tavse digter.