Hertug Ladislaus’ riddere

Kyrie Eleison – Forbarm dig, Herre – skal kong Solomon af Ungarns riddere have råbt, da de en smuk efterårsdag i det Herrens år 1068 et sted i det nordlige Transsylvanien gik til angreb på de nomadefolk, der i sommerens løb havde plyndret landsbyerne omkring Cluj og Bistrita, og som nu ville trække sig tilbage østpå gennem Borgó-passet med deres bytte af korn, kvæg og slaver. Skal man tro de byzantinske og arabiske krønikeskrivere, der omtaler slaget, vandt ridderne, anført af kong Solomons fætter hertug Ladislaus, en strålende sejr. Og skal man tro lokale legender, så er både slagmarkens navn og en nærliggende landsbys navn afledt af riddernes kampråb. Cserhalom og Chirales, hedder de.

Så langt så godt. Men hvem var egentlig nomaderne? Var de for eksempel den i dag 50-årige rumænske forfatter Flavia Teocs forfædre? Og er det mon rigtigt, når hun i sin lille fabulerende roman Kyrie Lex fra 2009 skriver, at nogle af dem var såkaldte cumaner, mens andre var ouzere og pechenegere, og andre igen væringer, det vil sige danske vikinger fra byen Aros, i dag kendt som Aarhus? Måske. Måske ikke. Men netop denne drillende uvished, denne let ironiske leg med forholdet mellem fakta og fiktion, gør det overraskende sjovt at læse de ellers ret brutale skildringer af øksehug, afhuggede lemmer og langsom forblødning i pilekrat ved flodbredder. Kun få danske læsere kender vel Flavia Teoc, men skulle jeg sammenligne hende med en anden sydøsteuropæisk forfatter, ville jeg vælge den for ikke så længe siden afdøde ungarer Péter Esterházy. Både Teoc og han elsker at fortælle skælmske historier om deres egne og deres landsmænds nationale rødder. Og begge erkender, at disse rødder er flettet uløseligt sammen med et utal af andre etniciteters.