Erindret. Når Sara Stridsbergs noveller er bedst, skaber de en enestående form, der kan genkalde verden, som den fremstår i barndommens mest åbne øjeblikke.
Livet i lys lue
Sara Stridsbergs romaner tager ofte udgangspunkt i opsigtsvækkende præmisser, der giver det enkelte værk en klar, spændt, af og til næsten konceptuel struktur. Det kan være et spektakulært menneskes liv, som Valerie Solanas’, der står i centrum af gennembruddet Drømmefakultetet, eller en ekstrem synsvinkel – Kærlighedens Antarktis fra 2018 er fortalt fra en myrdet narkoafhængig sexarbejders perspektiv. Samtidig er forfatterens litteratur præget af sanselige beskrivelser, der i deres sproglige fortætning hæver sig over enhver omsluttende struktur.
Hvis man som jeg har en faible for Stridsbergs evne til at fremmane flygtige indsigter fulde af eksistentiel dybde i et særpræget billedsprog, så forekommer novellens løsere og mere beskedne form som et frugtbart litterært terræn for forfatteren. Hendes første novellesamling med den æggende titel Hunter i Huskvarna er kvalitetsmæssigt ujævn, men når den er bedst, sætter den Stridsbergs sproglige kraft bedre i scene end nogensinde før. Hun kan få stemninger og oplevelser, der i et livsforløb normalt ikke ville gøre væsen af sig, til at flamme op med en prægnans, så de fremstår som eksistensens egentlige substans. Særligt har hun et enestående talent for barndomsskildringer.
Del:
