Sara Stridsbergs romaner tager ofte udgangspunkt i opsigtsvækkende præmisser, der giver det enkelte værk en klar, spændt, af og til næsten konceptuel struktur. Det kan være et spektakulært menneskes liv, som Valerie Solanas’, der står i centrum af gennembruddet Drømmefakultetet, eller en ekstrem synsvinkel – Kærlighedens Antarktis fra 2018 er fortalt fra en myrdet narkoafhængig sexarbejders perspektiv. Samtidig er forfatterens litteratur præget af sanselige beskrivelser, der i deres sproglige fortætning hæver sig over enhver omsluttende struktur.

Hvis man som jeg har en faible for Stridsbergs evne til at fremmane flygtige indsigter fulde af eksistentiel dybde i et særpræget billedsprog, så forekommer novellens løsere og mere beskedne form som et frugtbart litterært terræn for forfatteren. Hendes første novellesamling med den æggende titel Hunter i Huskvarna er kvalitetsmæssigt ujævn, men når den er bedst, sætter den Stridsbergs sproglige kraft bedre i scene end nogensinde før. Hun kan få stemninger og oplevelser, der i et livsforløb normalt ikke ville gøre væsen af sig, til at flamme op med en prægnans, så de fremstår som eksistensens egentlige substans. Særligt har hun et enestående talent for barndomsskildringer.