Limpinden som totempæl

Bøger bliver kun trukket tilbage, hvis der er passager, som decideret er skrevet af, fra Franz Beckerlees krimidebut til Frank Esmanns Kissinger-biografi. Jeg mindes ikke eksempler på skønlitterære værker, der helt eller delvist er trukket tilbage, fordi forfatteren eller forlaget efter sønderlemmende anmeldelser har måttet indrømme, at den kunstneriske kvalitet, som korrekt påpeget af de kritiske anmeldere, simpelthen er for ringe. I hvert fald ikke i samme nu, for der er jo forfattere, Johs. V., Ivan Malinowski, Dan Turèll, der mere eller mindre officielt og flere år efter udgivelsen har sløjfet bøger, særligt pure ungdomsværker, fra deres forfatterskab, men det har ikke så meget med kritikken at skaffe, hvis der overhovedet har været sådan en, som med beskæmmelse over akavet og studentikos ungdommelighed.

Det kunne være friskt, hvis forfatteren Christian Jungersen og forlaget Gyldendal efter anmeldelserne af tobindsværket Du kan alt (en farlig titel, når man har med kritiske anmeldere at skaffe: »Christian Jungersen kan ikke stoppe sig selv«, »Det er muligt, at man kan alt. Men Christian Jungersens tobindsroman beviser, at man også kan kuldsejle i bind to«, »Christian Jungersens fjerde roman vil alt, men kan for lidt«, »Christian Jungersen kan ikke alt«) besluttede at tilbagetrække det andet bind (og mere specifikt fjerde del, der udgør broderparten af bindet), som de kritiske anmeldere er enige om at finde under al kritik. Grusomt klar i spyttet er Tue Andersen Nexø i Information: