»Sommeren var på alder med mig – men jeg var alligevel ikke lykkelig.« Så sært og sørgmodigt begynder »Musen«, den første af 11 noveller eller fortællinger i Regina Ullmanns Landevejen. På de første sider af den lille bog vandrer en kvinde alene ad en landlig poppelallé. Hvor skal hun hen? Og hvor skal man selv hen, hvis man som læser slår følge med hende? Ikke noget bestemt sted, viser det sig.

For på denne allé færdes frem for alt stakler, »overladt til sig selv«, og mellem hvirvlende hvide fnugfrø, der ligner sne, får den vandrende kvinde trods alt øje på nogle børn, en cyklist og en lirekassemand med hund. Og så slår det hende, at hun såvel som de andre først for nylig er blevet »forvist fra Paradis«, og at de af den grund sikkert alle stadig slæber afsted med lidt af det himmelske sted. Ja, de religiøse symboler er lige så lette at gribe som fnugfrø, og alligevel er alt sært søvngængeragtigt.