Anmeldelse. Ham Søren Pilmark romandebuterer med et alenlangt, dybt skrumlet og forsonende skamløst historisk melodrama.
Kukkassekaos
Jeg har altid – for at bruge en passende gammelmodig vending – haft en godhed for skuespilleren Søren Pilmark: Min første betydelige voksne teateroplevelse var Erasmus Montanus på Det Kongelige Teater i 1983 med Pilmark i titelrollen og Axel Strøbye som Per Degn, og en yndlingspræstation i en yndlingsfilm er Pilmark som den kyniske hippieproducer Djarnis i Bo hr. Hansens og Søren Faulis kærlige punkparodi De skrigende halse fra 1993.
Det var derfor med en vis frygt og bæven, jeg påbegyndte læsningen af Søren Pilmarks 550 sider lange debutroman med den lidt besværlige dobbelttitel Varieté – Laurits og Valdemar, for jeg ville så nødig blive skuffet. Men hvornår egentlig har en god skuespiller med en glorværdig karriere bag sig nogensinde skrevet en god roman (hvornår har en god kunstner inden for nogen som helst alternativ kunstart med en glorværdig karriere bag sig skrevet en god roman?)?
Del: