Ved nyheden om, at bøger af mænd bedømmes mere positivt i litteraturkritikken end bøger af kvinder, undersøgte jeg straks mit eget anmelderi. Jeg konstaterede, at jeg, en hvid midaldrende mand, de seneste 18 måneder har anmeldt flere kvindelige forfattere end mandlige, og at jeg helt generelt er betydeligt gladere for kvindernes bøger.

Næste dag ringede en researcher fra et tv-program og inviterede mig i debat med en af de 172 underskrivere af opråbet om det, der kaldes »sexisme« i litteraturkritikken, altså den ulige fordeling af mænd og kvinder. Underskriveren havde, fik jeg at vide, det synspunkt, at mandlige anmeldere burde pensionere sig selv for at vige pladsen for nogle kvinder. Høfligt sagde jeg nej tak til at medvirke. Jeg havde ikke megen lyst til at forsvare min egen ret til at passe mit arbejde.