Konsensusangst. Kan kritikken forblive kritisk i en kultur, der nærer sig ved selvgratulation?
Kritik er ikke poptimisme
Det er ikke synd for mig, at jeg allerede to gange i år har følt mig isoleret i min skepsis over for bøger af forfattere, der ellers plejer at tilhøre mine yndlinge, nærmere bestemt Harald Voetmanns roman Lysmesse og sjette bind af Solvej Balles syvbindsværk Om udregning af rumfang, som begge blev rost til skyerne af mine kolleger.
Jeg var lige præcis 20 procent irriteret på Theis Ørntofts roman Habitat (den forrige var jeg 120 procent irriteret på, mens jeg var aldeles glad for den roman og de to digtsamlinger, der gik forud), men hos mine kolleger ville begejstringen heller ikke her tage nogen ende.
Del:
