Kommentar. Den mest diskrete storgenre er i sagens natur kortprosaen, og for længst har denne allermindste speedbåd overhalet hin højttravende plimsoller novellen.
Kort, sagte og usagte
Der er megen efterårslæsning at glæde sig til, fra ny Kristian Bang Foss til ny Kirsten Thorup, og de kostbart få (48!) sider, jeg mangler i Helle Helles Hafni fortæller udkommende om et par uger, men allermest glæder jeg mig alligevel til amerikaneren Lydia Davis’ nye samling af kortprosa eller stories, som hun selv kalder sine korte tekster, Our Strangers (vores fremmede, vores fremmede, vores fremmede), hendes første samling siden 2014, der udkommer 19. oktober og ikke kan bestilles på Amazon. I en pressemeddelelse refererer forlaget to af bogens kortprosastykker (eller er det én og den samme, de er mistænkeligt parallelle), hvilket i sig selv lyder som og ligner en kortprosagenre: kortprosareferater:
»Et anbefalet brev bliver forvekslet med en sjælden, hvid sommerfugl, småbørn i færd med at lære at tale identificerer en bordtenniskugle som et æg.«
Del:



