Det lyder lidt som en scene fra en Cormac McCarthy-roman. Den 29. november 1864 red næsten 700 soldater fra den amerikanske hær ind i en cheyenne- og arapaho-lejr i det sydlige Colorado-territorium og efterlod den i ruiner. Soldaterne dræbte og lemlæstede uden skelnen, og da de var færdige, lå op mod 150 døde, hovedparten kvinder og børn, spredt i lejren. Sand Creek-massakren, som hændelsen siden blev kendt som, blev af præsident Theodore Roosevelt beskrevet som »en af de mest retfærdige og gavnlige handlinger nogensinde«.

Foto: Christopher D. Thompson, Scanpix
Foto: Christopher D. Thompson, Scanpix

Den amerikanske forfatter Tommy Orange, som er indlemmet i cheyenne- og arapaho-stammen, debuterede i 2018 med romanen Der der, som kredsede om nutidens efterkommere af Sand Creek-massakren. Romanens handling udspillede sig i Oklahoma, hvor karaktererne sloges med misbrug, vanskelige familierelationer og deres delte amerikansk-indianske identitet. Bogen blev rost af både Barack Obama og Margaret Atwood, var finalist til Pulitzerprisen og har solgt over en million eksemplarer verden over.