Anmeldelse. Superhækleren Rose Svane er klar med den svære toer. Hendes nye design er stadig lige indbydende, men de små dagsbogsagtige tekster har svingende relevans.
Klar, parat, hækl
Næste år fylder Kvinde kend din krop 50 år. Mange læsere kender nok forsiden af anden udgave fra 1983: en nøgen kvinde fotograferet bagfra. Hendes velformede bagdel er placeret solidt i sadlen, mens hun cykler ned ad en skovvej. Rødstrømpebevægelsens slagord »En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel« må være født af dette billede. Eller omvendt.
I hækledesigneren Rose Svanes nye bog Rose Svanes hæklekunst ser man et nutidigt remake. Designeren, der er halvt så gammel som den feministiske bibel, er fotograferet bagfra på cykel i omgivelser, der ligner Nordvest. Hun har ikke bar numse, men er iført en lille gul bikinibuks og en grøn top. På benene har hun selvhæklede hvide benvarmere, og på hendes hofte hviler den ligeledes selvhæklede røde Lua-taske, som man ligesom benvarmerne kan finde opskrift på i bogen.
Del: