Kamma i kummefryseren

Altså, jeg ved jo, at jeg ikke husker forkert om, hvor komplekst hæsblæsende, koldt glitrende Susanne Stauns ikkeserielle romaner fra 00erne formede sig – jeg kan jo bare læse mine begejstrede anmeldelser her i tillægget af Blå hav, 2001, Langt fra mig, 2003, Martas hjerte, 2004, og Skadestuen, 2005, den suveræneste kvartet. Men det er sgu lidt underligt at tænke på, når man sidder med Stauns nye roman, Pas dig selv!, hendes tredje bog inden for et år, og føler sig skuffet på sådan rigtig sur, uforløst, indeklemt facon: Det er for lidt og for tyndt og – som det særeste – for klodset.

Det var efterårets Fanny Fiske-bind, De terminale kvinders klub, altså ikke; det var i og med sin seriehovedperson, den edderspændt egomane Dr. Fiskes fortællerstemme, helt og komplet stiligt. Men forårets roman, Manden i huset, der var første bind af den serie med små romaner om »små og store forbrydelser i provinsen«, som den nye bog er andet bind af, var for lidt, for tyndt, for klodset en hel del af vejen, indtil den til sidst, som om forfatteren omsider var blevet utålmodig med adstadigheden, smadrede fuldstændig grusomt igennem.