Anmeldelse. Susanne Stauns faste, rigt temperamentsfulde heltinde Fanny Fiske er tilbage og ter sig så vederkvægende dramatisk humørsygt som nogensinde.
Et shitshows ulidelige suspense
Det er i skrivende stund pludselig en måneds tid siden, jeg læste Susanne Stauns seneste Fanny Fiske-krimi, nr. syv siden 1999, De terminale kvinders klub, og det vil sige, at jeg rimeligt nok har glemt alle de krimimæssige detaljer, som alligevel aldrig har haft betydning hos Staun – derfor har thriller altid været den mest passende genrebetegnelse, hvis ikke bare roman, jo – men ville det monstro ikke give mening et års tid at gennemføre en måneds pause mellem læsning og anmeldelsesnedskrift af alle krimier og thrillere for nemlig at studere, hvad der faktisk er tilbage, af muligvis endda kunst, når plottet er forduftet?
Hvad er der tilbage af De terminale kvinders klub? Der er en enorm, sitrende magelig tilfredshed med ikke at blive skuffet – ikke-skuffelse forbliver undervurderet som dybfølt smagsdom – som jeg blev det af forrige Fiske-roman, Kønslig omgang, fra sidste år, hvor Staun havde meget svært ved at stille noget dynamisk underholdende, for slet ikke tale om tankevækkende, op med at konfrontere den hvidvinspimpende, plastikkirurgimisbrugende profileringsekspert dr. Fanny Fiske og hendes kroniske ukorrekthed med nye tiders variable kønsidentiteter.
Del:
