Anmeldelse. Knud Romer er forbavsende lavmælt i sin lille roman om, hvor meget man skal lide for kunsten, hvis det skal blive til noget.
Hun holdt sin stemme i hånden
Knud Romer er trods sit indimellem dystre liv et festfyrværkeri i dansk kulturliv, en værdig efterfølger til tidligere generationers hurtig-snakkere, Elsa Gress og Johannes Møllehave. Ligesom dem har han så stor en kulturel ballast og aktuel viden, at han undgår, at snakkemaskinen går i tomgang, der er altid stof at tage af, hvilket samtidig er grunden til, at munden aldrig står stille, der er så meget, som skal ud.
Alle har de et succesfuldt forfatterskab bag sig, som i høj grad bygger på erindringer, i Romers tilfælde romanerne Den som blinker er bange for døden og Kort over Paradis. Den første om barndommen på Falster, hvor hans tyske mor, der insisterer på at være tysk, gør omgivelserne fjendtlige og Knud ensom, den anden om hans »karriere« som evigheds-litteraturstuderende ved Københavns Universitet, hvor hans manglende sans for den marxistiske bølge også fører til udstødelse, indtil han ved et slumpetræf rammer sit talents guldåre, nemlig evnen til at formulere slående sentenser, der gør, at han ender som højt betalt reklamemand.
Del: