Hoftegang. Hvad har Dan Turèll, Jesper Langballe og Klaus Rifbjerg til fælles med både det bornerte småborgerskab og den marxistiske venstrefløj? De var alle stærkt kritiske over for Elvis Presley. Lærd, velskreven bog om sexsymbolets danmarkshistorie.
Kamæleon i jumpsuits
I 1956 bugnede danske aviser med forargede beskrivelser af det frastødende rock’n’roll-fænomen, der netop var dukket op i USA.
I tæt symbiose med denne dunkende og jamrende musik stod et ungt publikum: »tusinder af ganske unge slaar sig løs i ekstase og opfører sig, som overværede de magiske ritualfester i junglen«, som Aalborg Stiftstidende kunne berette. Dertil kom rock’n’roll-dansen, der var vild og seksualiseret og anført af en sanger ved navn Elvis Presley, der med sin rå røst og »heksedoktoragtig suggererende magt« drev de forsvarsløse unge til blind tilbedelse, som Se og Hør udlagde det.
Del: