Hver gang jeg har læst et digt af Henrik Nordbrandt, har jeg straks måttet læse det igen.

For det første, fordi det var så fascinerende, at jeg øjeblikkeligt ville gentage oplevelsen, og for det andet, fordi digtet – på trods af dets altid enkle sprog og umiddelbare forståelighed – hver gang vakte min nysgerrighed til at kigge linjerne efter i sømmene og tænke videre over, hvad der egentlig stod i den på én gang klare og komplekse tekst.