Senantik. Historiens grundformer er værd at overveje, de er nemlig fremskrivninger af, hvad vi tror, der venter os. Hos den nyoversatte Orosius finder man en 1.600 år gammel manual til historisk håb.
Jamreoptimisten fra Braga
Selv historien har en historie: Som alt andet ændrer tidens gang også på den måde, vi husker tidens gang på. Man kan sige, at der findes en række historiske grundformer, vi alle bruger til at give fortiden mening og retning. Nogle tænker historien som en cirkel, der leder os evigt tilbage til samme sted; andre som et pendul, der svinger frem og tilbage mellem ekstremer. Nogle tænker historien som en trappe, hvor perioder af stilstand afbrydes af pludselig forandring, der fører os ét trin opad; andre som et skråplan, vi ikke kan andet end at glide bedrøvet ned ad.
Men i dagens Danmark går mange, mere eller mindre bevidst, rundt med samme historiske grundform i hovedet: den opadgående linje. Med forbehold for lokale udsving af nød og katastrofe tænker de fleste, at verden grundlæggende bliver bedre år for år. Nok langsomt, nok ujævnt, nok med alt for mange undtagelser, men i grove træk opad.
Del: