Det kan være fatalt at afsløre en hemmelighed, men endnu værre at beholde den for sig selv. Hemmeligheder kan potentielt blive til fortrængninger og psykiske forstyrrelser, og unge mennesker er særligt påvirkelige. De lider både under skjulte dagsordener fra de voksne og hemmelighedskræmmeri i omgangen med hinanden.

Så på sin vis er det oplagt, at »Hemmeligheder« er fællestitel for en serie af nyskrevne ungdomsnoveller, hvor ordet bliver synonymt med falskhed og bedrag og fører til drama og overraskende afsløringer, smerte og hævn.