I pandemiens morgengry opholdt jeg mig i Berlin, og en mørk martsaften skulle jeg se Madame Nielsen læse og synge på en intimscene på det legendariske Volksbühne.

Madame – der beboede en liebhaverlejlighed som gæst og æreskunstner hos den tyske stat i et helt år – havde skrevet mig i døren, og billettøren spurgte, om jeg ville hilse på kunstneren, der lå og hvilede sig lidt i en sofa ved siden af scenen, inden hun skulle optræde.