Forsvar for fortællingen

Børne- og ungdomsbøger om litteraturlæsningens lyksalighed er lidt af en trend. Inden for alle alderskategorier finder man titler af profilerede forfattere, der instruerer de opvoksende generationer i læsning. Tidligere på året udkom for eksempel Carl Quist Møllers Læsepadden Pede med en eksplicit agenda om at fremme biblioteksbesøg og litterær dannelse. Men hvordan skal tendensen forstås? Er det positivt, eller er det et reaktivt krisetegn, når selve læseakten på den måde skal promoveres? Og hvad ville der egentlig ske, hvis interessen for læsning og dermed bøger, biblioteker og boghandler helt forsvandt?

Adam Os teenageroman Gro foregår i et samfund uden læsning og lyst til litteratur. Det er et intellektuelt degenereret sted, hvor mennesker misforstår og bekriger hinanden, og hvor overvågning og manipulationer kan foregå uden modstand. Tillader man sig at fantasere om alternative verdener, betragtes det som sygeligt gammeldags og medicinkrævende. Bogen indledes med en metafiktiv prolog om vanskeligheden ved at udgive originale fortællinger i en verden, hvor alt tilsyneladende er sagt og kopieret i forvejen. Læseren møder en fiktiv forfatter, som modtager et afslag fra sit forlag, og som herefter indgår en faustisk pagt med en mystisk og usoigneret mand, der handler med ideer og manuskripter.