Livssoundtrack. Elisabeth Gjerluff Nielsen synger sin historie igennem med de salmer, der har ledsaget og farvet og tolket den.
Alt er lige begyndt
For nogle af os er det ikke nemt at komme til rette med den kendsgerning, at det faktisk er 40 år siden, at der var et band ved navn Voxpop. I de år var dansk rockmusik i høj grad et aarhusiansk anliggende, og ved første øjekast skilte Voxpop sig ikke særligt ud fra den lange række af nye navne, der poppede op i den jyske hovedstad. Men når der kom lyd på, var der frem for alt en stemme, som slog ned og rørte ved noget – i hvert fald hos en flok sjællandske gymnasieelever, der i en periode havde sangen »Blå mandag« som det helt store skrål-med-hit.
Her hørte vi en sanger, der var både cool og uforstilt, og som lød, som om hun vidste noget mere. Der var hemmeligheder mellem ordene og himmel over dem. »Blå mandag« er en sang om at blive voksen op imod den konformitet, der virkede så truende dér i begyndelsen af 80erne, hvor hippiedrømmene for længst var stivnet i dogmatiske paroleformer, og hvor tiderne i den grad var ved at skifte. For trods tekstens vi-form er det i grunden en ensom sang, understreget af den frysende musik, en sang om individets frihed til at søge sin egen vej – lige så vidtåbent som dagen efter ens konfirmation, når gæsterne er gået og festen forbi: »Alt er lige begyndt og starter hele tiden.« Det lød som et både realistisk og løfterigt udgangspunkt.
Del: