Ild og aske og dryssende tid

Velkommen til 20 spørgsmål til forfatteren, hvor vi taler med en aktuel dansk forfatter om deres liv med bøger og læsning. Denne gang er det Anne-Marie Vedsø Olesen, der for to uger siden udgav sidste bind i serien Vølvens vej til meget positive anmeldelser. 

1. Hvorfor er du forfatter?

Der ligger en dyb tilfredsstillelse, ja næsten lykkefølelse i at skabe noget unikt til glæde for andre. For mig opnås det i et vedvarende arbejde med at presse min sprogtone og fortællekunst. Det gælder om livet igennem at stræbe efter at være den bedste version af sig selv.

2. Hvilken af dine egne bøger har du et blødt punkt for?

Dystopien Månen over Øen. Her lod jeg sproget eksplodere i rablende bevidsthedsstrømme, samtidig med at romanen kredsede om filosofihistorie kombineret med faren ved overforbrug af skærmtid og internet.

3. Hvad er din yndlingsbog?

Mange bøger har præget mig afgørende. Særligt alle Shakespeares skuespil, som jeg har gennempløjet tre gange, og som jeg har fornemmelsen af rummer menneskehedens samlede følelses- og konfliktspektre. Hertil er man forkælet med saftige metaforer og knald på handlingen. Shakespeare er svært underholdende.

4. Hvad er det værste, en forfatter kan gøre i en bog?

At skrive en fad slutning. Slutninger skal mindst leve op til fortællingens stof og konflikter og gerne også løfte sig ud i det originale og overraskende.

5. Hvilken bog gjorde først et indtryk på dig?

J.R.R. Tolkiens Ringenes herre. Verden forsvandt, jeg læste i døgndrift og hulkede flere gange undervejs.

6. Hvad er din yndlingspassage i din seneste bog?

Fra Vølvens vej, Flammesværdet:

Jeg følger efter. Jeg er ild og aske og dryssende tid, for længst hinsides vidnets væren, nu en flydende gulddråbe blandt flodens sammensmeltede ildjætter, springende grotteedderkopper spyr død, hvirvelløse dyr kollapser, vender udviklingen mod enkelheden, halvliv uden øjne og tanke, fimrehårsbevægelser gennem lavastrømme, kong Muspels ilddøtre og ildsønner løfter sig fra lavaen, flyder ud fra hvidglødende tårne, Muspels tårnby svajer i hvidguldets opløsning under vulkaners rødsorte udbrud.

7. Hvad er dit yndlingsdigt?

»Spleen og Ideal, LXXXIII« fra Charles Baudelaires Helvedesblomsterne. Det starter sådan her (Peter Poulsens oversættelse fra 1997):

Som en slagter, uden vrede,

Vil jeg slå dig, ligeglad,

Som Moses klippen! Uden had!

8. Hvilken faglitterær forfatter holder du mest af?

Friedrich Nietzsche. Hans filosofiske værker har vidunderligt slagkraftige skønlitterære kvaliteter. Hvordan kan man ikke elske en filosof, der erklærer »Jeg er intet menneske, jeg er dynamit« (Ecce Homo) og »Man må endnu have kaos i sig for at føde en dansende stjerne« (Also sprach Zarathustra)?

9. Hvilken forfatter er du mest inspireret af?

Margaret Atwood og Anne Rice. Begges litteratur rummer på bedste vis fantastiske elementer. Atwoods spiddende dystopiske science fiction og Rices lækkert-underholdende vampyrsaga favner dybden og bredden i spekulativ fiktion.

10. Hvilken bog har imponeret dig for nylig?

Stephen Kings Anstalten. Kings evne til loyalt at beskrive børn og unge i en grusom verden er uovertruffen.

11. Hvilken kritik af din bog har ramt dig mest?

Jakob Levinsen anmeldte i Berlingske i tidernes morgen første bind af min egyptiske trilogi Gudestorm under rubrikken »Osiris, O guder, O gypten!« Anmeldelsen var sådan set ikke så dårlig, men dengang var jeg følsom over for selv den mindste kritik. Det er jeg ikke længere. Jeg er netop blevet gift med Jakob her i september.

12. Hvilken uforløst bogidé bliver ved med at forfølge dig?

En roman, der kredser om noget græsk mytologi. Jeg begyndte på den, da jeg var 21, og har tre gange taget hul på den igen. Men den forbliver ikke uforløst: Den roman bliver det næste, jeg skriver, og derfor vil jeg ikke gå i detaljer nu.

13. Hvilken bog ændrede din holdning til et emne?

Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins. Jeg havde forinden læst Epiktet og hyldede stoicismen. Med Den lille prins indså jeg værdien af følelser og relationer, og at sårbarhed ikke er et onde.

14. Hvilken bog ville du anbefale til en 18-årig?

Frank Herberts Dune. En på alle ledder og dybder kæmpestor og helt igennem mesterligt udført filosofisk sci-fi-roman om civilisation, politik, religion og miljø.

15. Hvilke tre ting er nødvendige for dig, når du skriver?

Eget værelse. Stilhed. En chaiselong, så jeg kan skrive liggende.

16. Hvilken litterær figur er du forelsket i?

Gandalf, troldmanden i J.R.R. Tolkiens Ringenes herre. Gandalf er både mild og stærk og frem for alt viis. Når verden står i flammer, som nu, er Gandalf lyset og håbet.

17. Hvad er det sværeste for dig at skrive?

Romancer. Kærlighedsscener er ikke mig, jeg er for kynisk og brutal i min litteratur.

18. Hvorfor skal man læse skønlitteratur?

Man skal ingenting. Jeg kunne godt sige et par fluffy ord om at få udvidet sin horisont og indlevelsesevne med skønlitteratur, men ingen bør få dårlig samvittighed over at have andre prioriteter og interesser.

19. Skal forfattere blande sig i samfundsspørgsmål? Hvis ja, hvad er så din mærkesag?

Forfattere har ingen særlig forpligtelse eller kvalitet til at blande sig i samfundsspørgsmål. På lige fod med andre borgere blander man sig i debatten, hvis man har noget på hjerte, eller lader være. Jeg er personligt glad for, at jeg kan nøjes med at udføre min demokratiske pligt – at stemme. Herefter overlader jeg arbejdet til de folkevalgte politikere.

20. Hvad er din reaktion på de droner, der er fløjet ind i dansk luftrum den seneste tid?

Som situationen er lige nu, er den frygt, som dronernes tilstedeværelse her i Danmark udløser, indtil videre den største uroskaber. Jeg minder derfor mig selv om »Litaniet mod frygt« fra Frank Herberts Dune:

»Jeg må ikke frygte. Frygt dræber sindet. Frygt er den dødens forløber, der medfører den totale udslettelse. Jeg vil gøre front mod min frygt. Jeg vil tillade den at gå forbi mig og igennem mig.« (Oversat af Niels Søndergaard).

Med ønsket om at alle tilsvarende får styr på deres frygt, og at landets medier og ledelse vil tænke og agere rationelt.

Læs også Anne Sophia Hermansens anmeldelse, hvor hun kaldte 'Flammesværdet' for »et værdigt punktum for Vedsø Olesens blændende og brændende fortælling om godt og ondt, frihed og skæbne«.