I dag Skåne, i morgen Mars

Som barn kom jeg uforvarende til at læse om solsystemet i et leksikon, og efterfølgende måtte jeg bruge årevis på at vænne mig til tanken om, at solen en dag ville vokse eksplosivt og opsluge jordkloden, så alt liv blev svitset væk. Jeg havde dårligt nok accepteret tanken om den trods alt fremtidige og noget abstrakte apokalypse, før klimakrisen gjorde sit indtog og bekendtgjorde, at det faktisk allerede var fem minutter i lukketid.

Spørgsmålet er ikke, om Jorden går under, men hvornår. Det er præmissen i Maja Elverkildes godt grublende Når vi rejser til Mars, der i nogen grad må være inspireret af forfatterens egen odyssé ud i de svenske skove, båret af drømme om bæredygtighed, selvforsyning, samklang med naturen. Alle mulige motiver blander sig for fortælleren Laura. Klimakrisens alarmklokker er en drivkraft, men snarere handler det om et indre ubehag, som hun forestiller sig kan forløses ved at rejse tilstrækkeligt langt ind i skoven. Og som et nordlys over teksten hænger fantasien om rumrejser, om et eksodus til Mars og hinsides, et Elon Musk-skær over fremtiden. For selv hvis vi får styr på klimaet, og vi overlever og opfører os uhyre dengset de næste milliarder år, er menneskene nødt til en dag at forlade Jorden, når solen begynder at vokse. Er vi så stadig mennesker?