Hyrdetime

Det begynder med et brag. Den sønderlemmende lyd af et haglskud, der flænser himlen over Kværndrup. Pastoren iler ad den asfalterede sti mod engen, hvor hans lille flok af brogede ertebøllefår går og græsser. På jorden ligger 2.247 i en glinsende, cinnoberrød pøl, skudt gennem panden med et målrettet nådeskud. Jægeren er kommet præsten i forkøbet, han har aflivet dyret, så det ikke skal lide, og så sygdommen ikke spreder sig i besætningen. Braget hænger i luften. Det er »lyden af liv og død. Lidelse og udfrielse. Synd og nåde. Liv og drama«.

Sådan lyder anslaget i sognepræst Kristian Ditlev Jensens nye essaysamling, en allegorisk opsummering af tilværelsen som fårehyrde. Af skønheden, brutaliteten, det på én gang nådesløse og nåderige. Her findes formentlig årsagen til, at Hyrde er så vellykket en bog. For Ditlev Jensen skriver med formidabel sans for den lille fortællings indlejring i den store; en hyrdes præcise observationer af mennesker og natur, som samtidig bliver til en tilværelsestolkning rig på teologiske og kulturhistoriske perspektiver.